Om bogen

Om bogen 

Livets labyrint

Kære læser


Hvorfor nu en bog som Livets labyrint?

Ganske enkelt - fordi den altid har manglet! 

Siden jeg startede på min psykoterapeutiske uddannelse for snart 25 år siden, har jeg manglet en inspirerende bog med levende beskrivelser af, hvad der rent faktisk sker, når en klient arbejder sammen med en psykoterapeut for at få indsigt og mening i sit liv. 

Den er nu skrevet som den første bog i en serie med fortællinger fra mit arbejde med klienter, og blev lanceret på Bogforum i BellaCenteret i november 2019. 

Jeg håber, du vil tage godt imod den og de efterfølgende bøger næste år, hvor fortællingerne om klienterne fortsætter og suppleres med nye fortællinger om kvinder, mænd og par. 


   Mange hilsener

   Vagn Kirkeskov

Uddrag fra bogens forord


Livets labyrint - er fortællinger fra mit arbejde som psykoterapeut og baseret på de personlige udfordringer, problemer eller alvorlige akutte kriser som kvinder og mænd ofte kæmper med, og som de har et konkret behov for at få hjælp til at løse.

For de fleste handler det grundlæggende om balancen mellem livets modgang og medgang og deres ikke indfriede forventninger.

For andre om deres håbefulde antagelser om at nye relationer, et andet studie eller et nyt job vil kunne løse alle problemer.

For nogle er det i relationen til deres mor eller far, for andre tvivlen om mandens, konens eller kærestens kærlighed og troskab.

For flere og flere er det nøgleord som stress eller depression, der beskriver den daglige belastning ved både at skabe en familie og få kærligheden til at trives samtidig med job og karriere.


I fortællingerne får du et indblik i, hvordan kvinder og mænd finder vej gennem livet, når de med hjælp og støtte til at formulere deres tanker, kommer i kontakt med de følelser de måske i årevis har undertrykt.

Undervejs lærer de en mere struktureret måde at tænke på, der kan hjælpe dem med at løse mange af dagligdagens problemer, og dermed opnå øget selvkontrol med deres følelsesmæssige reaktioner - både overfor dem selv og andre.


Temaerne i denne bogs fortællinger handler om forskellige kvinder og mænd, unge og ældre, med eller uden kæreste, familie og børn og hvordan de på hver deres måde har erkendt, at de har været fanget i en labyrint af sammenfiltrede tanker og følelser uden mulighed for at finde vej.

For nogle har det været vigtigt at skabe mening og overblik, for andre at blive afklaret med deres følelser både i forhold til sig selv og andre.

For de fleste har det også været et spørgsmål om at opbygge et bedre selvværd og øget selvkontrol, så de i dagligdagen blev mere bevidste om, hvordan de kunne øge deres fokus på at prioritere og planlægge, og skabe det liv de ønskede sig.


Arbejdsprocessen mellem klient og terapeut som du følger i fortællingerne, er primært baseret på dialog (også kaldet Sokratisk dialog efter filosoffen Sokrates) der bygger på spørgsmål og svar. Det kan være mine spørgsmål eller klientens spørgsmål til sig selv.

For nogle kombineres dialogen med vejrtræknings- og kropsøvelser, pauser med tid til refleksion, en gåtur eller blot stilhed afhængig af hvad der er hensigtsmæssigt i forhold til den situation, klienten befinder sig i.

Nogle klienter udtrykker sig bedst kropsligt ved at ”spille” og indleve sig i situationer fra dagligdagen, som var det dialogen i et teaterstykke, hvor f.eks. far, mor og kæresten spiller med (også kaldet psykodrama).

Andre har brug for at slappe af og måske meditere først, for at bringe sig selv ordentligt til stede, så de kan sætte ord på dybe eksistentielle overvejelser eller alvorlige følelsesmæssige smerter. 


Når du har læst denne bog, håber jeg, at du har fået et indblik i, hvordan det er at få personlig hjælp og støtte gennem et samarbejde med en psykoterapeut.

Måske har du også fået inspiration til, hvordan du kan stille konkrete spørgsmål til dig selv, om den situation du befinder dig i, eller hvordan du ønsker at leve dit liv fremover.

Hvis du en dag overvejer at kontakte en psykoterapeut, har bogen forhåbentlig hjulpet dig til at kunne indgå i et tillidsfuldt samarbejde, med den person du vælger.


Forskning har vist, at det mest afgørende for at få udbytte af psykoterapi er interessant nok ikke terapeutens uddannelse og retning (terapeutisk metode), men derimod menneskelige egenskaber som empati, varme og rummelighed. 

(Kilde: Psykoterapiens ABC, red. Bo Møhl og Morten Kjølbye, Psykiatrifondens forlag, 2016)

Kirkeskov Press IVS

Udgiver af bogserien

Livets labyrint

Forlags adresse: 

Grønstræde 14

4660 Store Heddinge

Kontakt forlaget:

Mail / Telf.:

Se under KONTAKT

Copyright @ All Rights Reserved / Kirkeskov Press IVS 2019 / CVR 38041657